Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Nyt fra Væggerløse - torsdag den 13. august

dato

Væggerløse er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Den mobile politistation ruller igen

Ligesom meget andet har indsatsen med de mobile politistationer været meget begrænset de seneste måneder, men nu ruller de igen ud i politikredsen. Onsdag var politeit f.eks. på havnen i Onsevig først på eftermiddagen, ved SuperBrugsen i Fuglebjerg mellem klokken 15.00 og 17.00, ved Netto i Gelsted fra klokken 18.00-20.00, ved SuperBrugsen i Fensmark fra klokken 14.00-16.00 og på Enø mellem klokken 17.00 og 19.00.

 

HELE KREDSEN: Skolestart

Denne uge står i skolestartens tegn, og det betyder mange små, nye elever i trafikken. Her i politikredsen står vi igen i år klar ved en række af områdets mange skoler i de tidlige morgentimer for at hjælpe med at sikre, at de nye trafikanter får en god og tryg skolestart, og at deres forældre bliver bevidst om god færdselsadfærd.

I går var vi f.eks. forbi Dyhrs Skole i Slagelse, hvor der blev givet to parkeringsafgifter, Nørre Alslev Skole i Nørre Alslev, hvor alt var fint, Syd Falsterskolen i Væggerløse, hvor alt var i orden, Stubbekøbing Skole i Stubbekøbing, hvor en fik en sigtelse for ikke at have fastspændt sit barn forsvarligt, Stenlille Skole i Stenlille, hvor alt var fint, Fladsåskolen i Mogenstrup, hvor alt var i orden, Herlufmagle Skole i Herlufmagle, hvor alt var ok, Marienberg Skole i Vordingborg, hvor der blev noteret to sager, Toksværd Skole i Toksværd, hvor en enkelt blev noteret for at overtræde færdselsreglerne, Blæsenborg Skole i Maribo, hvor der også var en enkelt, der blev sigtet, Møllevangsskolen i Rønnede, hvor alt var fint, Hylleholdt Skole i Faxe Ladeplads, hvor alt var i orden.

Desuden holdt politiets automatiske fartkontroller også ved en række skoler, som du kan se i skemaet herunder.

 

RØDBYHAVN: Rejste uden pas

Politiets indrejsekontrol tjekkede onsdag klokken 11.55 de rejsende, der ankom fra Tyskland. En 33-årig udenlandsk mand, der skulle videre til Sverige, havde ikke nogen gyldig rejselegitimation med, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af udlændingeloven.

 

BOGØ BY: Fandt håndgranat i vandkanten

Politiet fik onsdag klokken 15.04 en anmeldelse om, at en mand havde fundet en håndgranat i vandkanten på stranden ved Vesternæsvej på Bogø. Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste (EOD) blev kontaktet og ankom sidst på eftermiddagen til findestedet, som i mellemtiden var blevet afspærret af sikkerhedshensyn. Der var tale om en fuldt funktionsdygtig håndgranat, som blev sprængt væk med en sikkerhedszone på 300 m kort før klokken 19.00, og afspærringen blev herefter ophævet.

 

SORØ: 54-årig dyrkede hamp

Efter et tip aflagde en politipatrulje onsdag klokken 15.20 et besøg på en adresse i Sorø. Her fandt politibetjentene en håndfuld hampplanter i haven. De ulovlige planter blev høstet og sendt til destruktion, og beboeren på stedet – en 54-årig mand – blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

 

KORSØR: Zoneforbud blev overtrådt
To mænd overtrådte onsdag det zoneforbud, de fik i forlængelse af de uroligheder, der fandt sted i området ved Motalavej i Korsør i sidste uge. Zoneforbuddet gælder foreløbig i en måned. De to mænd blev allerede tirsdag sigtet for at overtræde zoneforbuddet, men de blev igen onsdag truffet af en politipatrulje i Korsør i den zone, hvor de har fået forbud mod at opholde sig. Det er dermed anden gang, de overtræder zoneforbuddet. Der er tale om to mænd på 19 og 21 år, begge fra Korsør, som kan forvente et retsligt efterspil.

Overtrædelse af et meddelt zoneforbud straffes i førstegangstilfælde normalt med ubetinget fængsel i 7 dage, og i gentagelsestilfælde vil der være tale om en skærpende omstændighed

 

MARIBO: Røveri i gangtunnellen
En 15-årig dreng fra Sakskøbing kom onsdag omkring klokken 20 gående i gangtunnellen på Maribo Banegård, da han blev antastet af fire mænd, der bad om at få udleveret hans earpods. Da den 15-årige nægtede at aflevere dem, blev han sparket i hovedet og på hoften. Han endte derfor med at give de fire mænd sine earpods og slap væk fra stedet. Politiet efterlyser vidner, der har set episoden eller de fire mænd. De beskrives som:

A: Mand, 13-17 år, 170-180 centimeter høj og med et mellemøstligt udseende. Han havde sort, kort hår og havde en halsedisse for munden. Han talte dansk og medbragte en sort bæltetaske af mærket Louis Vuitton.

B: Mand, 13-17 år, 165-170 centimeter høj og med et mellemøstligt udseende. Han havde sort, kort hår og var iført noget mørkegrønt tøj.

C og D var begge mænd med et mellemøstligt udseende. 

Politiet kan kontaktes på 1-1-4, hvis man har oplysninger i sagen.

 

NÆSTVED: Brand i biler
Politiet fik torsdag klokken 01.39 en anmeldelse om, at der var ild i en bil, der holdt parkeret på Otterupvej i Næstved. Ilden havde spredt sig til flere andre biler, og der gik i alt ild i fire biler. Heldigvis blev ilden hurtigt slukket og ingen kom til skade. De første undersøgelser tyder på, at ilden kan have været påsat, og politiet hører derfor gerne fra eventuelle vidner, der har set noget mistænkeligt i området ved Otterupvej torsdag omkring klokken 01.30. Ring 1-1-4.

 

RØDBY: Udenlandsk kvinde havde indrejseforbud

Tidligt i morges klokken 4.30 forsøgte en udenlandsk kvinde at rejse ind i landet ved Rødby Havn, men da hun blev kontrolleret af politiet viste det sig, at hun havde et indrejseforbud, der gælder indtil 2026. Kvinden blev derfor anholdt og sigtet efter udlændingeloven. Hun forventes fremstillet i grundlovsforhør senere i dag.

 

NØRRE-ALSLEV: 20-årig sigtet for biltyveri

I søndags blev der stjålet en sort VW fra en adresse på Nørre Alslev Langgade i Nørre Alslev. Bilen har siden været efterlyst i politiets systemer, og i går aftes spottede en politipatrulje den efterlyste VW på Højrebyvej i Søllested. Patruljen fik hurtigt standset bilen og føreren, en 20-årig mand med ukendt adresse, blev anholdt og sigtet for biltyveriet.

 

 

 

INDBRUD

Politiet har i det seneste døgn modtaget en enkelt anmeldelse om indbrud i privat beboelse:

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Nørreballe Vestre Landevej Hus Fredag klokken 19.00 – onsdag klokken 14.30 Brændeovn af mærket Knudsen, køle-/fryseskab af mærket Zanussi og tre hvide vinduer i plastik

 

 

 

HASTIGHEDSKONTROLLER

Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:

By Vej Tid Type Kontrollerede Fartbilister Tilladt Hurtigste Klip
Haslev Bråbyvej Onsdag klokken 10.15-12.46 ATK på skolevej 132 28 50 km/t 89 km/t Syv klip og en betinget frakendelse
Haslev Karisevej Onsdag klokken 7.30-9.30 ATK 253 21 70 km/t 93 km/t -
Korsør Skovvej Onsdag klokken 21.28-22.13 Laser - 1 50 km/t 73 km/t Et klip
Lundby Sværdborgvej Onsdag klokken 7.23-9.00 ATK på skolevej 80 - 50 km/t - -
Nakskov Tårsvej, Branderslev Onsdag klokken 11.03-16.48 ATK 528 101 50 km/t 79 km/t 12 klip
Slagelse Bildsøvej, Kirke Stillinge Onsdag klokken 7.22-11.30 ATK på skolevej 250 30 50 km/t 99 km/t To klip og to betingede frakendelser
Korsør Tårnborgvej Tirsdag klokken 23.17 – onsdag klokken 0.05 Laser - 1 50 km/t 71 km/t Et klip

 

Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.

 

 

 

Kilde: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi