BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vi søger en ny kollega til det urogynækologiske team på vores lille og hyggelige afdeling tæt ved vand og skov.
Vi er en mindre afdeling, som er inde i en rivende proces med generationsskifte og på et hospital, hvor der arbejdes på mange fronter og tænkes i nye måder at strukturere arbejde og arbejdsliv på. Vi har OP-kapacitet og plads til at få hænderne i indgreb - også i vores veludviklede behandlerambulatorie.
Vi har et gynækologisk ambulatorie med en række garvede sygeplejersker, og også med flere nyansættelser, som har stået i kø til at arbejde her hos os, fordi vi er en attraktiv arbejdsplads
Vi er en lille afdeling med god plads til udvikling på et lille hospital i rivende fart med fornyelse på både faglighed og fysiske rammer.
I 2019 blev det gynækologiske/obstetriske fagområde fusioneret med det pædiatriske. Her udvikler vi vedvarende nye samarbejdsformer på tværs af specialerne. Grundet hospitalets lille størrelse er der tætte forbindelser på tværs af afdelingerne og til sygehusledelsen. Kort sagt – her bliver man hørt!
Urogynækologi
Afdelingen har regionsfunktion i urogynækologi. Vi har eget urodynamisk laboratorium og modtager årligt 600 inkontinenspatienter til udredning. Alle patienter gennemgår et fastlagt, evidensbaseret undersøgelsesprogram, og ved behov for operation får patienten en operationstid, inden hun forlader ambulatoriet. Det urogynækologiske team består af kontinenssygeplejersker (alle er ICS certified) og overlæger. Der foretages ca. 125 inkontinensoperationer årligt: TVT, TOT. Hver læge udreder egne patienter i samarbejde med kontinenssygeplejerske og udfører minimum 25 kontinensoperationer årligt.
Kirurgi
Ud over nævnte interesseområder udfører vi almengynækologiske indgreb såsom prolapskirurgi, vaginale og laparoskopiske hysterektomier samt diagnostiske og operative hysteroskopier/laparoskopier
Gynækologi
Hver læge har faste ambulatorie- og operationsdage og følger sine egne patienter under ambulant udredning, ved operation og ved postoperativ kontrol. Vi har et dagkirurgisk gynækologisk afsnit med 6 senge, og to gynækologiske døgnsenge til akutte patienter og overnattende operationspatienter.
Da området kun har få praktiserende gynækologiske speciallæger, har vi et behandlingsambulatorium til håndtering af problemstillinger, der kunne være håndteret i primær sektor, hvor der er mulighed for blandt andet minihysteroskopi.
Obstetrik
Afdelingen har knap 1000 fødsler årligt. Risikograviditeter (som flerfoldsgravitet) følges under graviditeten i Nykøbing og føder på Slagelse Sygehus. Vi har et samlet føde-barselsafsnit med fire fødestuer, hvoraf to er sansefødestuer samt syv familierum. Afdelingen har særlig fokus på at nedbringe andelen af sectio blandt førstegangsfødende.
Uddannelse
Der er tilknyttet hoveduddannelsesforløb til Almen medicin og afdelingen har et godt ry for at yde tæt supervision af de yngre læger. Vi har en halv introstilling og dertil 1-3 uklassificerede reservelæger, som fra efteråret skal gå i forvagt aften og nat.
Vi tilbyder
-
Et selvstændigt arbejde, hvor du tilknyttes det urogynækologiske team
-
At du får ansvar for udredning og behandling af egne patienter.
-
En fleksibel arbejdstilrettelæggelse
-
At understøtte forskningsinitiativer, fx med fridage til forskning
Vi ønsker
-
En speciallæge med dansk autorisation inden for gynækologi/obstetrik, som kan varetage urogynækologiske, almengynækologiske og obstetriske funktioner
-
At du engagerer dig i afdelingens udvikling og vil være med til at udvikle nye og optimere eksisterende patientforløb
-
At du indgår i en 7-skiftet vagt på tjenestestedet med ansvar for både gynækologi og obstetrik. Der er som udgangspunkt ikke en forvagt, men vi arbejder på at etablere et forvagtslag
- At du interesserer dig for forskning og gerne bidrager dertil
Samtale og ansættelse
Samtale holdes løbende efter aftale. Man er velkommen til at kontakte cheflæge Cæcilie Trier Sønderskov. Stillingen er ledig til besættelse 1. november eller efter aftale.
Om Nykøbing F. Sygehus – Sammen skaber vi et stærkt akutsygehus
Fundamentet for Nykøbing F. Sygehus er de tre grundlæggende værdier: Pas på patienten, pas på økonomien og pas på hinanden. Det kommer til udtryk gennem en høj grad af patient – og medarbejderinddragelse. Vores sygehus er kendetegnet ved at gå forrest, når det gælder udvikling af nye organisations – og samarbejdsformer med fokus på spydspidsfunktioner især inden for multisyge og tværsektorielle indsatser.
Vi er en attraktiv arbejdsplads, der vægter efteruddannelse og faglighed højt, ligesom forskning er en prioriteret del af det tværfaglige samarbejde. Placeret med udsigt over naturskønne Guldborgsund er Nykøbing F. Sygehus det sundhedsfaglige omdrejningspunkt for Lolland, Falster, Møn og Sydsjælland, både som uddannelsessted, arbejdsplads og som akutsygehus med højeste faglighed og service. Læs mere om Nykøbing F. Sygehus her.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Guldborgsund Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Region Sjælland, Alleen 15, 4180 Sorø
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 25-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://www.regionsjaelland.dk/job-og-uddannelse/jobside?hr=show-job/36681&linkref=21383&locale=da_DK
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5882471